Primær navigation
- Pension
- Efterløn og ydelser
- Internationalt
- Ferie og fonde
- Tilsyn og kontrol
- Regler og tal
- Om Pensionsstyrelsen
Den 21. november fremsatte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen tre lovforslag, der sammen med lovforslag om ændring af lov om social pension udmønter tilbagetrækningsreformen. Aftalen om senere tilbagetrækning blev indgået 13. maj 2011 af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
Lovforslagene bliver 1. behandlet den 25. november 2011 og forventes færdigbehandlet i Folketinget inden jul.
Med tilbagetrækningsreformen bliver efterlønnen treårig, efterlønssatsen hæves til højeste dagpengesats og pensionsmodregningen i efterlønnen skærpes for personer født i 1956 eller senere. Arbejdsgiverpensioner, der udbetales løbende i efterlønsperioden og alle livsvarige pensioner vil derefter nedsætte efterlønnen med 64 pct., mens værdien af andre kapital- og ratepensioner vil nedsætte efterlønnen med fire pct.
Fleksydelses- og delpensionsordningen ændres i overensstemmelse med ændringerne i efterlønsordningen.
I perioden 2. april 2012 til og med 1. oktober 2012 får alle medlemmer af efterløns- og fleksydelsesordningen under 60 år mulighed for at tage stilling til de nye regler. Fravælger de efterløn eller fleksydelse, kan de få deres indbetalte bidrag tilbage kontant og skattefrit. Der skal dog svares en afgift på 30 pct. af bidrag betalt efter 15. maj 2011.
Ansøgning om kontant udbetaling af efterlønsbidrag skal sendes til a-kassen, i perioden 2. april 2012 til og med 1. oktober 2012, mens ansøgning om fleksydelsesbidrag skal sendes til kommunen. Henholdsvis a-kasserne og kommunerne skal, når lovforslagene er vedtaget i Folketinget, informere alle relevante medlemmer af efterløn- og fleksydelsesordningen om de ændrede regler.
Beskæftigelsesministeriet
Njalsgade 72 C
DK-2300 København S
Tlf.: +45 33 95 50 00
E-mail: penst@penst.dk
Kontaktinformation
Genveje