Primær navigation
- Pension
- Efterløn og ydelser
- Internationalt
- Ferie og fonde
- Tilsyn og kontrol
- Regler og tal
- Om Pensionsstyrelsen
Det er en betingelse for ret til børnetilskud, at barnet ikke bliver forsørget af offentlige midler og ikke har indgået ægteskab.
Det er desuden en betingelse for ret til børnetilskud, at forældrene har fast bopæl her i landet, og at barnet faktisk opholder sig her i landet. Dog har pensionister, der modtager pension under ophold i udlandet, også ret til at få udbetalt særligt børnetilskud til børn af pensionister under ophold i udlandet.
Hvis ikke forældrene eller barnet har dansk indfødsret eller som flygtninge er undtaget fra kravet herom, forudsætter udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ophold her i landet i det seneste år og udbetaling af særligt børnetilskud ophold her i landet i de seneste tre år.
Reglerne om indfødsret, bopæl og ophold kan fraviges efter internationale konventioner. For eksempel har børn af forældre fra andre nordiske lande og børn af personer, der efter EF-forordning 883/04 er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, ret til børnetilskud uden, så snart de tager ophold her i landet.
Danske statsborgere har ret til børnetilskud, når de ved udstationering el. lign. efter EF-forordning 883/04 er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, selv om de opholder sig i et andet EU-land.
Efter EF-forordning 883/04 gælder desuden, at EU-borgere, der er beskæftiget i Danmark, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, også selv om de er bosat uden for landets grænser.
For yderligere oplysninger henvises til Pensionsstyrelsens vejledning af 31. maj 2010 om EF-forordning om koordinering af sociale sikringsordninger nr. 883-2004, Del IX - Vejledning om familieydelser.
Børnetilskud til enlige forsørgere og til uddannelsessøgende bliver udbetalt efter ansøgning, som skal indgives til opholdskommunen.
Børnetilskud til pensionister, forældreløse børn, børn, hvis ene forælder er død, eller for hvem faderskabet ikke er fastslået, børn af pensionister og børn fra flerbørnsfødsler bliver udbetalt uden ansøgning.
Børnetilskud tilkommer barnet.
Børnetilskud bliver udbetalt kvartalsvis forud senest den 20. i den første måned i kvartalet. Tilskuddet bliver udbetalt første gang i kvartalet efter, at retten til tilskuddet er erhvervet, og sidste gang for det kvartal, i hvilken retten til tilskuddet ophører. Retten til børnetilskud ophører, når barnet fylder 18 år.
Børnetilskud bliver som udgangspunkt udbetalt til moderen.
Har forældrene delt forældremyndighed, bliver børnetilskuddet udbetalt til den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos. Opholder barnet sig lige meget hos begge forældre, bliver børnetilskuddet udbetalt til den af forældrene, på hvis adresse barnet er tilmeldt folkeregistret på betingelse af, at denne forælder har del i forældremyndigheden. Hvis det skønnes bedst for barnet, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at børnetilskuddet bliver udbetalt til en anden, herunder til barnet selv.
Børnetilskud bliver reguleret én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten. Det samme gælder de beløbsgrænser, der bliver anvendt for de børnetilskud, der indtægtsreguleres.
Modtagere af børnetilskud har pligt til at oplyse kommunen om ændringer i deres forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af tilskuddet.
Ordinært børnetilskud bliver udbetalt efter ansøgning til børn af enlige forsørgere.
Ekstra børnetilskud ydes sammen med ordinært børnetilskud til enlige forsørgere, der har barnet hos sig. Der ydes kun et ekstra børnetilskud per forsørger uanset antallet af børn.
Det er den, der har forældremyndigheden, der skal være enlig forsørger. Er der fælles forældremyndighed, er det den, som barnet opholder sig mest hos, eller – hvis barnet opholder sig lige meget hos begge forældre – den, barnet er tilmeldt folkeregisteret hos, som skal være enlig forsørger.
Ordinært og ekstra børnetilskud kan desuden blive udbetalt, når den ene ægtefælle er indsat i en institution under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder, og den anden ægtefælle, der har barnet hos sig, er enlig.
Om udbetaling af ordinært børnetilskud til pensionister, se under ”Børnetilskud til pensionister”.
En gift person anses for enlig forsørger, når samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelser, og den pågældende ikke lever i et ægteskabslignende forhold med en anden. Bor ægtefællerne hver for sig, uden at dette skyldes uoverensstemmelser, bliver ingen af dem anset som enlig forsørger.
En person, der ikke er gift, bliver anset for enlig forsørger, hvis pågældende ikke lever i et ægteskabslignende forhold med en anden. Det er et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk lov. I almindelighed forudsætter et ægteskabslignende forhold, at der er samme folkeregisteradresse. Der kan dog forekomme situationer, hvor det for to personer med samme folkeregisteradresse, kan dokumenteres, at der er tale om et fremlejeforhold mellem to personer uden fælles husholdning. Omvendt kan der være tale om et ægteskabslignende forhold mellem to personer, selv om der ikke er samme folkeregisteradresse, hvis det skønnes, at den part, der er tilmeldt folkeregisteret på en anden adresse, reelt ikke bor på denne adresse.
For at kunne afgøre, om der i tvivlstilfælde er tale om et ægteskabslignende forhold, må kommunen foretage en konkret individuel vurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger i sagen.
Efter loven skal kommunen én gang årligt anmode en person, der modtager ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger, om skriftligt at bekræfte sin status som enlig forsørger. Udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud ophører, hvis kommunen ikke inden den fastsatte tidsfrist har modtaget den skriftlige bekræftelse. Meddelelse herom skal gives i så god tid, at modtageren kan nå at reagere inden påbegyndelsen af det kvartal, hvori udbetalingen ophører.
I forbindelse med den årlige anmodning om skriftlig bekræftelse skal kommunen via folkeregisteret undersøge, om der er andre personer over 18 år tilmeldt på adressen. Er dette tilfældet, skal modtageren af børnetilskud give nærmere oplysninger, der kan sandsynliggøre, at betingelserne for at være enlig forsørger fortsat er opfyldt.
Det særlige børnetilskud svarer til normalbidraget for en bidragspligtig med et tillæg. Størrelsen på det særlige børnetilskud fastsættes årligt.
Særligt børnetilskud bliver udbetalt til børn, som af forskellige grunde er afskåret fra at modtage bidrag til forsørgelse fra den ene eller begge af sine forældre.
Der er ret til særligt børnetilskud, når faderskabet til barnet ikke har kunnet fastslås, når kun en af forældrene lever, og når der efter den nordiske konvention ikke er grundlag for at udfærdige et bidragsdokument, der kan danne grundlag for forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Om særligt børnetilskud til pensionister se ”Børnetilskud til pensionister”.
Tilskuddet bliver udbetalt uafhængigt af, om barnet har egne indtægter. Der bliver ikke udbetalt supplerende tilskud til dækning af for eksempel konfirmationsudgifter. Tilskuddet bliver udbetalt indtil barnet fylder 18 år.
Retten til det særlige børnetilskud bortfalder ikke, selv om en forælder, der er eneforsørger til barnet, gifter sig med en anden. Dog bortfalder det særlige børnetilskud, hvis den nye ægtefælle adopterer barnet.
Hvis et barn er forældreløs, bliver det særlige børnetilskud udbetalt to gange.
Der ydes ikke særligt børnetilskud til børn af eneadoptanter og til børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning af enlige kvinder, medmindre for eksempel adoptanten eller moderen dør, eller hvis barnet er blevet stedbarnsadopteret, og der herefter opstår en ny situation, der giver ret til tilskud.
Der ydes dog særligt børnetilskud i den specielle situation, hvor barnet, efter at forældremyndighedens indehaver er død, bliver adopteret af dennes ægtefælle eller en anden enlig, der har en vis tilknytning til barnet.
Uddannelsessøgende forældre kan efter ansøgning få et tilskud. Tilskuddet er afhængigt af ansøgeres indkomst.
Tilskuddet kan søges af uddannelsessøgende, der deltager i en SU-berettiget uddannelse eller en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse. Deltagere i en SU-berettiget uddannelse er dog kun berettiget til tilskud efter denne lov, hvis de ikke samtidig er berettiget til stipendium som tillæg til SU-modtagere med børn, dog kan der søges tilskud, hvis kun den ene forælder i et samlevende par er berettiget til stipendium som tillæg til SU. Hvis begge er berettiget til stipendium som tillæg, og parret har to børn, kan der kun søges tilskud til barn nr. 2.
Deltagere i SU-berettiget uddannelser vil være berettiget til at søge børnetilskud i perioder, hvor de ikke er berettiget til SU med stipendium som tillæg. Det gælder for eksempel ved barsel, og når retten til SU er opbrugt, og der ikke er optaget slutlån.
Der kan kun udbetales ét tilskud per uddannelsessøgende og ét tilskud per barn. Såfremt begge forældre er uddannelsessøgende og de har to børn, kan der bliver udbetalt to tilskud.
Tilskuddet til uddannelsessøgende enlige forsørgere bliver nedsat med 10 pct. af den del af den forventede indkomst, der overstiger et årligt fastsat beløb. Til gifte eller samlevende bliver tilskuddet nedsat med 10 pct. af den del af parrets indkomst, der overstiger et årligt fastsat beløb.
Ved indkomst skal der som udgangspunkt forstås den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes ved beregning af indkomstskat.
Indkomsten opgøres og indtægtsreguleringen bliver beregnet for et kalenderår ad gangen. Hvis ansøgeren ikke er under uddannelse hele kalenderåret, bliver indkomsten opgjort for den del af året, ansøgeren er under uddannelse, og bliver forholdsmæssigt opregnet til en årsindkomst.
Hvis den forventede indkomst i løbet af året bliver ændret med mere end 10 pct., bliver tilskuddet omregnet for kalenderåret, og de kvartalsvise tilskud for den resterende del af året bliver reguleret i overensstemmelse hermed.
Hvis en indtægtsfremgang gør, at der er udbetalt for meget i tilskud i kalenderåret, bliver indtægten fradraget i tilskuddet i det følgende år. Bliver der ikke udbetalt tilskud det følgende år, skal det for meget udbetalte beløb tilbagebetales.
Til børn fra en flerbørnsfødsel (tvillinge-, trillingefødsel m.v.), der har samme bopæl, bliver der udbetalt et flerbørnstilskud til hvert barn ud over det første.
Tilskuddet bliver udbetalt indtil barnet fylder 7 år. Det ydes uden ansøgning.
Hvis betingelserne herfor er opfyldt, kan der til børn af pensionister blive udbetalt ordinært børnetilskud, særligt børnetilskud og tillæg til særligt børnetilskud.
Børnetilskud kan blive udbetalt til børn af pensionister, der modtager folkepension, eller som modtager førtidspension efter reglerne i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Der er ikke en særlig ret til børnetilskud for pensionister, der er tilkendt førtidspension efter reglerne i lov om social pension.
Hvis begge forældre er pensionister, kan der blive udbetalt ordinært børnetilskud.
Hvis en af barnets forældre er pensionist, kan der blive udbetalt et særligt børnetilskud uden tillæg. Tilskuddet bliver indtægtsreguleret. Aftrapningen af tilskuddet sker i forlængelse af aftrapningen af pensionstillægget efter pensionslovene. Nedsættelsen sker med 3 pct. af den indtægt, der ligger ud over den indtægt, der gør, at pensionstillægget er bortfaldet. Opgørelse af indtægten og omregning heraf sker efter samme regler, som bliver anvendt ved regulering af pensionstillægget.
Hvis begge forældre er pensionister, bliver der udbetalt tillæg til det særlige børnetilskud.
Retten til det særlige børnetilskud til en pensionist, der har barnet hos sig, bortfalder, når der efter lov om børns forsørgelse kan fastsættes et bidrag til barnet.
En pensionist, der er bidragspligtig, har ret til et børnetilskud til hel eller delvis dækning af bidraget. Tilskuddet kan højest svare til det særlige børnetilskud uden tillæg og kan ikke overstige størrelsen af det fastsatte bidrag.
Personer, der har ret til at modtage pension under ophold i udlandet, har desuden ret til at modtage det særlige børnetilskud til pensionister.
Kontaktinformation
Genveje