Primær navigation
- Pension
- Efterløn og ydelser
- Internationalt
- Ferie og fonde
- Tilsyn og kontrol
- Regler og tal
- Om Pensionsstyrelsen
En ny international aftale, som Danmark har indgået med Sydkorea 11. marts 2010, giver bedre pensionsrettigheder fra den 1. september 2011. Fx vil medarbejdere, der er udsendt til at arbejde i landet i højst fem år, optjene ret til dansk pension under opholdet. Aftalen sikrer også, at danske og sydkoreanske statsborgere kan søge om førtidspension eller folkepension fra Sydkorea.
Du kan blive udsendt af din danske arbejdsgiver til Sydkorea for at arbejde og fortsætte med at være omfattet af de danske regler om social sikring. Din udsendelse må dog ikke overstige fem år. Det betyder, at du under udsendelsen kan blive ved med at optjene til dansk folkepension og ATP samtidig med, at du og din arbejdsgiver bliver fritaget for at betale pensionsbidrag i Sydkorea. Denne aftale mellem Danmark og Sydkorea gælder for udsendelsesperioder, der starter den 1. september 2011 eller senere. Hvis du er blevet udsendt til Sydkorea kort tid før den 1. september 2011, kan du alligevel søge om at være omfattet af de danske regler om social sikring.
Ansøgningsblanketten finder du på denne hjemmeside under blanketter.
Fra den 1. september bliver det også muligt at søge om at få dansk førtids- og folkepension, hvis du bor i Sydkorea. Det er dog en betingelse, at du er dansk eller sydkoreansk statsborger og har boet i mindst tre år i Danmark, efter du er fyldt 15 år. Hvis du er sydkoreansk statsborger, skal du have boet mindst tre år i Danmark og have arbejdet i mindst 12 måneder i Danmark. Du kan ikke få udbetalt pensionstillæg i Sydkorea.
Som noget nyt får du også mulighed for at få udbetalt sydkoreansk pension fra Sydkorea, hvis du har optjent retten til at få den, men nu bor i Danmark. Ønsker du at søge om at få en sydkoreansk pension udbetalt i Danmark, skal du henvende dig enten til din kommune eller til Pensionsstyrelsen. Det er herefter myndigheder i Sydkorea, der behandler din ansøgning.
Pensionsstyrelsen
International Social Sikring
Njalsgade 72 C
DK-2300 København S
Tlf.: +45 33 95 50 01
E-mail: iss@penst.dk
Kontaktinformation
Genveje