Primær navigation
- Pension
- Efterløn og ydelser
- Internationalt
- Ferie og fonde
- Tilsyn og kontrol
- Regler og tal
- Om Pensionsstyrelsen
For at søge om førtidspension skal du henvende dig til pensionsmyndigheden i det land, hvor du bor, hvis:
Pensionsmyndigheden i dit bopælsland sender de blanketter, som landet og Danmark har aftalt at bruge, til Pensionsstyrelsen. Vi kan ikke arbejde med din sag, før vi har modtaget de aftalte blanketter.
Når vi har modtaget de nødvendige blanketter fra den udenlandske myndighed, sender vi dig et brev, hvori vi bekræfter, at vi har modtaget ansøgningen.
Hvis du ikke har optjent ret til pension i dit bopælsland, kan du søge om dansk pension direkte hos Pensionsstyrelsen. Du kan enten sende et brev eller ringe til os.
Når du søger, er det vigtigt, at du oplyser dit navn, din adresse og dit cpr-nummer. Du skal også oplyse dine tidligere bopælsadresser i Danmark så nøjagtigt som muligt. Herudover skal du medsende helbredsoplysninger, som beskriver din aktuelle helbredstilstand og dit aktuelle funktionsniveau. Det skal fremgå, hvilken behandling du har modtaget samt resultaterne heraf.
Hvis du har været grænsegænger, altså boet i udlandet, men arbejdet i Danmark, skal du også sende os dokumentation for dit arbejde. Der skal være dokumentation for ansættelsens start og ophør.
Det er Pensionsstyrelsens Internationale Førtidspensionskontor (IFØP), der behandler din ansøgning om dansk førtidspension. Når vi har modtaget din ansøgning om førtidspension, sender vi dig en bekræftelse på ansøgningen samt et spørgeskema, som du skal udfylde. Det er meget vigtigt at du svarer på alle spørgsmål i spørgeskemaet. Dine svar bruges til at lave en ressourceprofil.
For at kunne vurdere din arbejdsevne laver vi en beskrivelse af dig – en såkaldt ressourceprofil. Efter reglerne skal vi beskrive din uddannelse, arbejdsmarkedserfaring, interesser, sociale kompetencer, omstillingsevne, indlæringsevne, arbejdsrelevante ønsker, præstationsforventninger, arbejdsidentitet, bolig og økonomi, socialt netværk og helbred. Det er derfor vigtigt at du giver os oplysninger om disse ting i spørgeskemaet.
Ved behandlingen af din sag deltager der rådgivende speciallæger, som gennemgår de lægelige akter der er modtaget. De kommer med en udtalelse, som vi bruger til at vurdere din arbejdsevne. Din sag vil evt. også blive forelagt en konsulent med særligt kendskab til arbejdsmarkedet.
Vi behandler din sag hurtigst muligt. Sagsbehandlingstiden er ca. 5 måneder, men der kan gå kortere eller længere tid. Sagsbehandlingen kan trække ud, hvis vi bliver nødt til at indhente nye oplysninger. Vi kan få brug for at indhente oplysninger fra dig selv, den udenlandske pensionsmyndighed, arbejdsgivere eller andre. Vi kan for eksempel få brug for nye lægeerklæringer eller blanketter.
Du har ikke en fast sagsbehandler i Pensionsstyrelsen.
For at din sag kan afsluttes så hurtigt som muligt, er det vigtigt at du returnerer det udfyldte spørgeskema til os, så snart du kan. Hvis vi har behov for yderligere oplysninger fra de udenlandske myndigheder for eksempel nye lægeerklæringer, dokumentation for din beskæftigelse el. lign., kan du selv hjælpe med at fremskaffe disse, så vi hurtigere modtager dem.
Vi vurderer din sag efter de danske regler om førtidspension. De er forskellige fra andre landes regler. Det betyder bl.a., at en pension fra dit bopælsland ikke giver dig ret til en dansk førtidspension. For at få tilkendt førtidspension skal din arbejdsevne være nedsat varigt. Samtidig skal den være nedsat så meget, at du ikke længere kan klare et almindeligt arbejde eller et arbejde med støtte, fx et fleksjob. Vi vurderer din arbejdsevne i forhold til ethvert erhverv, dvs. ikke kun i forhold til det arbejde, du tidligere har haft.
Betingelser for førtidspension efter den ny ordning
Hvis vi vurderer, at du ikke opfylder betingelserne for at blive tilkendt en dansk pension, sender vi ressourceprofilen til dig. Vi vil også sende dig en kopi af eventuelt nye oplysninger i din sag, fx om bopælsperioder eller helbredsforhold, hvis
Så har du mulighed for at kommentere oplysningerne, før vi træffer en afgørelse. Det kaldes partshøring. Reglerne om partshøring står i forvaltningslovens kapital 5.
Når sagen er afgjort, sender vi en skriftlig afgørelse til dig og til en eventuel udenlandsk pensionsmyndighed.
Hvis vi tilkender dig en dansk førtidspension, vil du sammen med afgørelsen modtage forskellige erklæringer og skemaer, som du skal udfylde. De oplysninger, du skal give os er nødvendige, for at vi kan beregne og udbetale din førtidspension. Der er derfor vigtigt at du giver os oplysningerne så hurtigt som muligt.
Der vil typisk gå 2-3 måneder, fra vi har modtaget oplysningerne, til vi kan sætte din udbetaling i gang. Du får besked, når det sker.
Vi giver evt. en udenlandsk myndighed besked om afgørelsen og pensionens størrelse.
Hvis der skal ske efterbetaling af din pension sendes denne enten til dig eller den udenlandske myndighed. Efterbetalingen sendes kun til den udenlandske myndighed, hvis de har et krav i sagen. Der kan være tale om et krav, hvis du i en periode har modtaget en ydelse fra den udenlandske myndighed, men det nu viser sig, at du er berettiget til dansk pension for samme periode.
I modsætning til udenlandske pensioner bliver dansk social pension finansieret gennem skatterne. Derfor er der ikke tale om en egentlig bidragsbetaling. Som udgangspunkt optjener man ret til dansk pension ved bopæl eller ved beskæftigelse i Danmark. Betingelsen for at få fuld dansk folkepension er mindst 40 års bopæl eller beskæftigelse i Danmark mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Ved kortere optjening tæller hvert år, man har boet eller været beskæftiget i Danmark, med 1/40 af den fulde pension.
Pensionsbeløbet afhænger altså af hvor mange år du har boet eller arbejdet i Danmark. Derudover kan din og din eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægter og skattemæssige forhold have betydning for størrelsen på pensionen. Nedenfor kan du se aktuelle satser for pension. De satser der oplyses er bruttobeløbet for en fuld pension.
Du har ret til at se de oplysninger, vi har i din sag. Det kalder man aktindsigt.
Hvis du kontakter os for at få aktindsigt i din sag, eller i bestemte oplysninger i din sag, sender vi dig en kopi af oplysningerne inden 10 dage.
Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Schweiz har en gensidig aftale med disse lande.
Australien, Bosnien-Hercegovina, Canada, Chile, Indien, Israel, Kroatien, Makedonien (FYROM), Marokko, Montenegro, New Zealand, Pakistan, Republikken Korea (Sydkorea), Serbien, Tyrkiet og USA.
Pensionsstyrelsen
International Førtidspension og Udenlandsk Pension
Njalsgade 72 C
DK-2300 København S
International førtidspension: tlf. +45 33 95 50 03
Udenlandsk pension: tlf. +45 33 95 50 04
E-mail: penst@penst.dk
Kontaktinformation
Genveje