??Skip navigation??


Service navigation


Din oplysningspligt

Det er vigtigt for os, at du til enhver tid får udbetalt den pension, som du er berettiget til. Det kræver, at vi har de rigtige oplysninger - og disse oplysninger skal vi have fra dig.

Som modtager af dansk pension i udlandet har du ansvaret for

  • at oplyse om adresseændringer (også sommeradresse og tilbageflytning til Danmark)
  • at oplyse om ophold mere end 2 måneder uden for EU/EØS og Schweiz, hvis du til daglig bor i EU/EØS eller Schweiz.
  • at oplyse om ændringer i dine økonomiske forhold, herunder at være opmærksom på, at de indtægter, der fremgår af din pensionsmeddelse, ikke afviger væsentligt fra dine faktiske indtægter
  • at oplyse om ændringer i dine personlige forhold (indgåelse af ægteskab/separation/skilsmisse/samlivsophævelse/hvis du bliver enke eller enkemand/ændring af statsborgerskab)
  • at give os de korrekte oplysninger om din bankkonto
  • at returnere leveattest og civilstandserklæring hvert år
  • at være opmærksom på, om din trækprocent på pensionmeddelelsen per 1. januar hvert år er korrekt
  • at gøre dine pårørende eller andre opmærksom på, at Pensionsstyrelsen skal orienteres hurtigst muligt ved dødsfald.

Ændring af bankkonto

Du har ansvaret for, at vi til stadighed har de korrekte oplysninger om din bank og dit kontonummer, så vi kan udbetale din pension. Hvis du skifter bank, beder vi dig om ikke at få lukket den konto, pensionen hidtil er gået ind på, før du har konstateret, at pensionen er begyndt at gå ind på den nye konto. Vi modtager ikke oplysninger om ændringer i bankkonto telefonisk. Du finder blanketterne i højre side.

Pensionsmeddelelsen

Dansk pension kan bestå af flere særskilte beløb. På din pensionsmeddelelse kan du se, hvordan din pension er beregnet og sammensat. Vi sender den første pensionsmeddelelse til dig i forbindelse med din første udbetaling af pension. Du vil herefter kun modtage en pensionsmeddelelse, hvis der sker ændringer i beregningen af din løbende pension. Ved hvert årsskifte vil alle pensionister dog modtage en pensionsmeddelelse med oplysning om sammensætningen og størrelsen af pensionen for det kommende år. Hvis din pension er forudbetalt, modtager du meddelelsen i slutningen af december. Hvis din pension er bagudbetalt, modtager du meddelelsen i slutningen af januar.

Du kan få pensionsmeddelelsen tilsendt på engelsk, tysk, fransk eller spansk. Giv os besked, hvis du ønsker meddelelsen på et andet sprog end dansk.

På meddelelsens forside kan du læse, hvilke oplysninger vi har brugt ved beregningen af din pension. Du skal være opmærksom på, at dine indtægter er omregnet til danske kroner. De indtægter, som har ligget til grund for beregningen af din pension året før, vil blive opskrevet. For år 2010 er dine arbejdsindtægter opskrevet med 3,5 pct. og øvrige personlige indkomster med 2,9 pct. Kapitalindkomst bliver ikke opskrevet. Hvis du har indtægter, der første gang er kommet til udbetaling i 2010, vil de heller ikke blive opskrevet i 2011.

Hvis oplysningerne om dine og din eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægter afviger væsentligt fra beregningsgrundlaget, skal du kontakte os for at få rettet oplysningerne.

Ændringer i løbet af året

Du skal også informere os, hvis der sker ændringer i løbet af året i dine personlige eller økonomiske forhold. Så vil vi beregne din pension på ny, hvor vi tager højde for de ændrede forhold.

Hvis det viser sig, at du har fået for lidt i pension på grund af forkerte eller manglende oplysninger, kan du få en efterbetaling med virkning fra den 1. i måneden efter ændringen. Du skal dog være opmærksom på, at du højst kan få efterbetaling for en periode på seks måneder.

Hvis du har fået for meget pension udbetalt, fordi vi ikke har haft kendskab til de ændrede forhold, vil vi kræve det for meget udbetalte tilbage. I sådan en situation kan vi beslutte at modregne beløbet i dine fremtidige pensionsudbetalinger.

Særlig meddelelsespligt ved ophold uden for EU/EØS og Schweiz

Hvis du bor i et EU-land, EØS-land (Norge, Island, Liechtenstein) eller Schweiz, skal du give Pensionsstyrelsen besked, hvis du opholder dig mere end 2 måneder uden for EU, EØS eller Schweiz.

Stikprøvekontrol

Vi foretager hvert år en stikprøvekontrol af, om den danske sociale pension, som vi udbetaler til personer i udlandet, er korrekt. Såvel indtægter som civilstand har betydning for pensionens størrelse. Vi udvælger et antal pensionssager, hvor vi beder pensionisten om at sende os en nærmere oplyst dokumentation for indtægter og evt. for civilstand. Det giver os grundlag for at kontrollere, om udbetalingen af pension er korrekt. I følge pensionslovgivningen har vi pligt til at foretage denne kontrol.

Leveattesten

Hvert år i februar sender vi en leveattest og en civilstandserklæring til dig, som du skal udfylde, underskrive og sende tilbage senest tre måneder senere. Hvis du ikke opholder dig på din sædvanlige adresse i februar måned, er det vigtigt, at du beder postvæsnet i dit bopælsland om at eftersende posten. Vi kan sende erklæringerne til din sommeradresse, hvis du i god tid forinden oplyser os om den. Du kan også udskrive en leveattest og en civilstandserklæring her fra hjemmesiden.

Hvis vi ikke har modtaget erklæringerne inden for den frist, vi oplyser i brevet, stopper vi udbetalingen af din pension. Modtager vi erklæringerne senere, vil vi genoptage udbetalingen af din pension fra den 1. i måneden efter modtagelsen. Pension for den mellemliggende periode går således tabt.

Hvis du bor i Norge, Sverige, Tyskland, Nederlandene eller Australien, vil du ikke modtage en leveattest og civilstandserklæring. Det skyldes, at vi har indgået en aftale med myndighederne i disse lande om med jævne intervaller at sende os oplysning om ændringer i civilstand og dødsfald. Det betyder imidlertid ikke, at du ikke har pligt til at meddele os ændringer. 


Sidst opdateret d. 28.09.2011

Kontaktinformation

Pensionsstyrelsen
|
Njalsgade 72 C
|
DK-2300 København S

Tlf.: +45 33 95 50 00
| |
EAN: 5798 000 354 814
|
CVR: 19534081

Genveje