Primær navigation
- Pension
- Efterløn og ydelser
- Internationalt
- Ferie og fonde
- Tilsyn og kontrol
- Regler og tal
- Om Pensionsstyrelsen
Førtidspension kan tilkendes, hvis arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at personens arbejdsevne er varigt nedsat. Arbejdsevnen skal være nedsat i et omfang, der betyder at den pågældende ikke vil være i stand til at forsørge dig selv ved et indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob.
Kommunen skal behandle en henvendelse om førtidspension i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt ud fra en samlet vurdering af borgerens situation efter reglerne i retssikkerhedsloven.
Påbegyndelsen af en sag om førtidspension forudsætter som hovedregel, at de relevante muligheder for at forbedre arbejdsevnen har været afprøvet i praksis, og at der foreligger dokumentation for, at arbejdsevnen ikke varigt kan blive forbedre. Alle relevante aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige – og øvrige foranstaltninger – skal være afprøvet, og det skal være dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne er varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv.
En førtidspensionssag er påbegyndt den dato, hvor kommunen træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension. Tidspunktet for sagens overgang til behandling som en førtidspensionssag skal klart fremgå af sagen, og tidspunktet skal meddeles borgeren, da denne dato kan få central betydning bl.a. for udbetalingen af pensionen.
Førtidspension tilkendes efter arbejdsevnekriteriet. Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet til at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse.
Til brug for behandlingen af sager om førtidspension er der udviklet en arbejdsevnemetode, dvs. en metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af borgerens arbejdsevne.
Arbejdsevne vurderes ved at sammenholde en borgers ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer med de jobfunktioner, der er på arbejdsmarkedet. Arbejdsevnen kan derfor ikke vurderes uafhængigt af arbejdsmarkedet.
Sagsbehandleren skal udarbejde en beskrivelse og en vurdering af borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer. Når der foreligger en samlet beskrivelse og vurdering, skal borgerens arbejdsevne vurderes ved at se på, om og på hvilken måde pågældendes ressourcer kan anvendes på arbejdsmarkedet.
Der er fastsat regler for, hvordan en borgers ressourcer skal beskrives – herunder hvilke muligheder der er for at udvikle ressourcerne, og hvordan denne beskrivelse omsættes til en vurdering af arbejdsevnen. Til brug for vurderingen af arbejdsevnen udarbejder kommunen en ressourceprofil.
Ressourceprofilen består af følgende elementer:
Elementerne udgør tilsammen de forhold, der skal beskrives og vurderes for at kunne belyse arbejdsevnen. Det er kun de oplysninger, der har betydning for vurderingen af arbejdsevnen, der skal indhentes. Det er derfor ikke alle forhold ved for eksempel "sociale netværk", der skal beskrives. Men det er vigtigt, at alle oplysninger, der har betydning for vurderingen af arbejdsevnen, bliver taget med.
Ressourceprofilen skal udarbejdes i et samarbejde mellem borgeren og kommunen. Det betyder, at arbejdet med ressourceprofilen skal tage udgangspunkt i en samtale med borgeren. Borgeren skal se kommunens samlede beskrivelse og vurdering af sine ressourcer og udviklingsmuligheder. Hvis borgeren er uenig med kommunens beskrivelse i ressourceprofilen, kan borgeren komme med sin bemærkninger. Kommunen tager herefter stilling til, om disse oplysninger ændrer ved den samlede vurdering.
For at styrke borgerens mulighed for at deltage i behandlingen af sin sag, skal borgeren, inden der bliver truffet afgørelse om førtidspension, have tilbud om at møde frem og udtale sig over for den eller de personer i kommunen, som er tillagt kompetencen til at træffe disse afgørelser. Borgeren har ret til at tage en bisidder med til mødet.
I visse særlige tilfælde kan førtidspensionssagen begynde uden, at de relevante muligheder for at forbedre arbejdsevnen har været afprøvet i praksis. Det drejer sig om situationer, hvor en praktisk afprøvning af arbejdsevnen med henblik på forbedring vil være åbenbar formålsløs eller vil kunne indebære risiko for, at personens tilstand bliver værre.
Som eksempler på tilfælde, hvor en afprøvning af arbejdsevnen kan anses for at være åbenbar formålsløs, kan være borgere der har en betydelig nedsat psykisk funktionsevne som følge af udviklingshæmning, personer med en alvorlig hjerneskade eller en alvorlig sindslidelse samt personer med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen er kort levetid, eller at sygdommen skrider særligt hurtigt frem.
En borger har mulighed for at bede kommunen om, at der kun bliver taget stilling til spørgsmålet om førtidspension.
Kommunen træffer så afgørelse om, at sagen på baggrund af den dokumentation, der allerede foreligger, overgår direkte til behandling efter reglerne om førtidspension.
Sagen er påbegyndt den dato, hvor kommunen træffer afgørelse om, at sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag skal behandles som en sag om førtidspension.
Kommunen skal give meddelelse til borgeren om, at behandlingen af sagen vil ske på grundlag af den dokumentation, der allerede eksisterer. De foreliggende oplysninger anvendes til udarbejdelse af borgerens ressourceprofil.
Kontaktinformation
Genveje