??Skip navigation??


Service navigation


Ansøgning om udenlandsk folkepension - for kommuner

Inden Pensionsstyrelsen kan sende en ansøgning om folkepension til udlandet, skal vi bruge nogle oplysninger fra kommunen.

Hvad skal kommunen sende?

Inden Pensionsstyrelsen kan sende en ansøgning til udlandet, har vi brug for disse oplysninger fra kommunen:

  • kopi af den danske ansøgning om folkepension
  • kopi af eventuel dokumentation for ophold i udlandet
  • oversigt over de danske bopælstider fra det 15. år frem til den dag, borgeren er berettiget til pension (vedlæg kopi af Schultz-beregningen)
  • oplysninger om udbetaling af eventuelle sociale ydelser
  • oplysning om krav i en eventuel efterbetaling af udenlandsk pension (se længere nede)

Send kun kopi af originale dokumenter

Hvis kommunen har ansættelsespapirer, anbefalinger, lønsedler el. lign. fra borgerens ophold i udlandet, skal kommunen sende kopier af det. Vi returnerer ikke originale dokumenter med anbefalet post, men med almindelig post, og vi yder ingen erstatning, hvis de originale dokumenter bortkommer.

Vi sender ansøgningen til udlandet

En ansøgning om folkepension fra udlandet består af 3 EU-blanketter: E202 DK, E205 DK og E207 DK. Det er Pensionsstyrelsen og ikke borgeren selv, der skal sende disse blanketter til den udenlandske pensionsmyndighed. Kontakt Pensionsstyrelsen for at få tilsendt et ansøgningsskema, hvis borgeren skal søge fra et konventionsland.

Hvornår skal borgeren selv sørge for at søge om pension fra udlandet?

Borgeren skal selv henvende sig til den udenlandske pensionsmyndighed eller ambassaden her i landet, hvis borgeren ønsker at søge om pension fra et land uden for EU/EØS, som Danmark ikke har indgået en konvention om social sikring med.

Kommunen kan have krav i efterbetaling af udenlandsk pension

Borgeren kan have ret til en efterbetaling af udenlandsk pension, hvis der går lang tid fra ansøgningsdatoen til udbetalingen. Hvis kommunen i samme periode har udbetalt visse ydelser til borgeren, har kommunen mulighed for helt eller delvist at få dækket udbetalingen ved at modregne i efterbetalingen af udenlandsk pension. Hvis kommunen har et krav, skal det oplyses når ansøgningen sendes til Pensionsstyrelsen. Kommunen skal oplyse, hvilken ydelse det drejer sig om, og i hvilken periode ydelsen er ubetalt. Hvis kommunen ikke oplyser at der er et krav når ansøgningen sendes til os, går vi ud fra, at kommunen ikke har et krav i efterbetalingen.

De ydelser, kommunen kan have krav på modregning for, er fx:

  • personlige tillæg
  • kontanthjælp
  • boligstøtte
  • sygedagpenge
  • arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Den udenlandske pension påvirker ikke den danske pension

Når kommunen indtægtsregulerer borgerens danske pension, skal den udenlandske pension ikke betragtes som en indtægt.

Årsagen er, at pensionerne skal samordnes med virkning fra det tidspunkt, hvor borgeren har ret til pension fra flere lande. Styrelsen henviser til reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 og 883/04 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. og til Socialministeriets (nu Velfærdsministeriets) vejledninger på pensionsområdet.

Borgerens klager eller spørgsmål om beregning og udbetaling

Ønsker borgeren at klage over den udenlandske afgørelse, skal borgeren selv skrive klagen og sende den til den rette myndighed i udlandet – ikke til Pensionsstyrelsen. Med en udenlandsk pensionsafgørelse følger som hovedregel en klagevejledning. Vejledningen oplyser om klagefristen og navnet på den udenlandske myndighed, klagen skal sendes til. Spørgsmål om beregningen eller udbetalingen skal også rettes til den udenlandske pensionsmyndighed. Henvendelsen til udlandet kan ske på dansk, da udenlandet har pligt til at få brevet oversat til deres eget sprog.


Sidst opdateret d. 22.09.2011
EØS-lande

Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Schweiz har en gensidig aftale med disse lande.


Konventionslande

Australien, Bosnien-Hercegovina, Canada, Chile, Indien, Israel, Kroatien, Makedonien (FYROM), Marokko, Montenegro, New Zealand, Pakistan, Republikken Korea (Sydkorea), Serbien, Tyrkiet og USA.


Kontakt

Pensionsstyrelsen
Udenlandsk Pension

Njalsgade 72 C
DK-2300 København S

Tlf.: +45 33 95 50 04
E-mail: penst@penst.dk


Kontaktinformation

Pensionsstyrelsen
|
Njalsgade 72 C
|
DK-2300 København S

Tlf.: +45 33 95 50 00
| |
EAN: 5798 000 354 814
|
CVR: 19534081

Genveje