Nye sagsbehandlingscentre skaber effektiv borgerbetjening og frigør penge til service i kommunerne
16.06.2010Udbetaling af folkepension, førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og forskudsvist udbetalt børnebidrag skal fra 2012 ske i 3-5 nye centre. Det vil give kommunerne 300 mio. kr. mere om året til omsorg og andre serviceområder, der kommer borgerne til gode. Det fremgår af aftalen for kommunernes økonomi, som blev indgået mellem KL og regeringen den 12. juni.
3-5 nye centre under ATP skal i fremtiden beregne og udbetale folkepension, førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og forskudsvist udbetalt børnebidrag. Administrationen af disse ydelser sker i langt de fleste tilfælde ud fra helt faste og objektive kriterier, fx oplysninger om indtægt, og uden at kommunerne skal foretage et skøn over borgernes situation. Derfor er der en række stordriftsfordele ved at flytte opgaverne til nye, større enheder.
Kommunerne får fortsat ansvaret for de sager, hvor en sagsbehandler skal foretage en socialfaglig vurdering. Borgere, der har svært ved selv at søge om ydelser i de nye centre eller har andre problemer, vil fortsat kunne få hjælp i kommunen. Det betyder fx, at kommunerne fortsat skal afgøre sager om personlige tillæg til folkepensionister eller hjælp til borgere, der har akut brug for hjælp. Borgerne vil også fremover kunne henvende sig i kommunerne for at få rådgivning og vejledning.
Direktør i Pensionsstyrelsen, Jens Brøchner, udtaler:
”Formålet med øvelsen har været at sikre en effektiv og ensartet administration og samtidig frigøre flere ressourcer til kommunerne, så de står bedre rustet til de udfordringer, der kommer i fremtiden - både i forhold til mangel på personale og knappe økonomiske ressourcer. Men det er helt afgørende, at vi hverken taber de svage borgere eller den helhedsorienterede borgerbetjening på gulvet. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi sammen med KL har fået aftalt en helt klar ansvarsfordeling for opgaverne, hvor kommunerne fortsat skal stå for den socialfaglige sagsbehandling og betjeningen af de svageste borgere.”
Det overordnede ansvar for sagsbehandlingen i centrene overføres fra kommunerne til en ny myndighed med en selvstændig bestyrelse. Det bliver kommunerne, som skal indstille formanden for bestyrelsen og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne.
Det bliver ATP, der får ansvaret for selve sagsbehandlingen og dermed også ATP, der står for den daglige drift i sagsbehandlingscentrene.
”Jeg er meget tryg ved, at ATP skal stå for opgaven med at drive de nye centre. Der er tale om en stor omlægning, og derfor er det vigtigt for mig, at vi har en driftssikker leverandør. Samtidig er det utroligt vigtigt for mig, at vi med aftalen har sikret et fælles fodslag hos stat og kommuner om denne store omlægning”, understreger Jens Brøchner.
KL og ATP vil løbende informere om implementeringsforberedelserne på www.kl.dk/os og www.atp.dk.
Kommuneaftalens bilag om objektiv sagsbehandling (nyt vindue)
Hele kommuneaftalen på Finansministeriets hjemmeside (nyt vindue)