Danske pensionister og deres familiemedlemmer, der bor i et andet EU-land, skal fra 1. maj 2010 have det blå EU-sygesikringskort udstedt af Pensionsstyrelsen.
Der er tre forskellige måder at bestille kortet på:
1) Du kan bestille kortet via borger.dk
Borger.dk om bestilling af det blå sygesikringskort som pensionist i udlandet (nyt vindue)
2) Hvis du ikke kan benytte borger.dk, kan du e-maile til os
Send en e-mail til penst@penst.dk og skriv i emnefeltet: Ansøgning om EU-sygesikringskort.
Oplys navn, fødselsdato, hvilken pension du modtager (folke-/førtids- og/eller tjenestemandspension), hvilken myndighed du modtager tjenestemandspension fra (hvis du kun modtager denne type pension), og hvilken adresse kortet skal sendes til.
3) Hvis du ikke kan benytte borger.dk eller e-maile, kan du skrive til os
Skriv til Pensionsstyrelsen, Landemærket 11, DK-1119 København K og mærk kuverten: Ansøgning om EU-sygesikringskort.
Oplys navn, CPR-nummer, hvilken pension du modtager (folke-/førtids- og/eller tjenestemandspension), hvilken myndighed du modtager tjenestemandspension fra (hvis du kun modtager denne type pension), og hvilken adresse kortet skal sendes til.
Sagsbehandlingstid
Kortet kan ikke udstedes før den 1. maj 2010. Omkring dette tidspunkt forventer vi et meget stort antal ansøgninger. Vi beder derfor om forståelse for, at sagsbehandlingen i den første tid vil tage lang tid. Hvis du bliver hospitalsindlagt under et ophold i et andet EU-land, før du har fået det blå kort, kan du eller en ledsager undtagelsesvist bede os om at udstede en midlertidig attest.
Betingelserne
Vi kan udstede kortet til danske pensionister og deres familiemedlemmer, der bor i et andet EU-land. Der skal være tale om dansk førtidspension, folkepension og/eller tjenestemandspension.
Du skal være optaget i den offentlige/lovpligtige sygesikring i bopælslandet til udgift for Danmark (blanket E121DK). Dog anvendes blanket E 121 ikke mellem de nordiske lande. Du bliver optaget i den offentlige sygesikring, når du bliver folkeregistreret i Sverige eller Finland. Hvis du modtager pension fra to eller flere EU-lande herunder fra bopælslandet, skal du i stedet have EU-sygesikringskortet fra sygesikringsmyndighederne i dit bopælsland.
Efterlønsmodtagere skal ikke have det blå EU-sygesikringskort fra Pensionsstyrelsen. Kortet udstedes af din fraflytningskommune i Danmark.